Skrevet af:
I styregruppen for Havhuset har vi fået en fantastisk besked fra Lokale og Anlægsfonden: De vil støtte vores projekt med 3,5 mio. kr. til byggeriet og yderligere 200.000 kr i ’projekteringsbevilling’, som kan bruges til at arbejde videre med at projektering og kvalificering af projektet frem mod myndighedsbehandling.
I alt har vi dermed fået tilsagn om støtte, der svarer til 1/3 af projektets samlede omkostninger. Hvis projektet bliver billigere, bliver støtten tilsvarende lavere.
Vi er glade for den anerkendelse, der ligger i, at landets fremmeste fond for udvikling af kvalitetsbyggeri til fritidsaktiviteter vil støtte vores projekt. Det er en blåstempling, som får os til at rette ryggen og finde noget mere energi frem til den videre proces med myndighedsbehandling mv.
Vi har et rigtig godt samarbejde med to udviklingskonsulenter i fonden, Jakob Færch og Jens Øyås Møller – tak til jer for hjælp og vejledning. Vi fortsætter det gode samarbejde.
Lige nu står vi i en uafklaret situation med Havhuset. Vi ved fortsat ikke, om vi kan få lov at bygge et Havhus ved Ajstrup Strand. Placeringen ligger ikke fast, selv om vi har fået den anvist af kommunen og Naturstyrelsen, og størrelsen på huset er også til forhandling. Formentlig vil vi ende med en løsning, der er mindre end det forslag, I kan se på hjemmesiden nu – men vi tror, der kan skabes en fin facilitet alligevel.
Det, der ligger fast, er vores ønsker til byggeriet: Vi vil gerne skabe et mødested for alle, der er aktive i, på og ved vandet. Målet er, at Havhuset kan bruges af vinterbadere, havsvømmere og outdoor-folk (fx stand up paddling), og at der bliver adgang for offentligheden til toiletter, omklædningsrum og badebro. Vi vil også gerne holde ’Åben Sauna’ mod betaling, fx en gang om måneden eller hver 14. dag.
Vi håber nu, at vi kan få en god og konstruktiv dialog med Kystdirektoratet – det har vi haft tidligere, og det håber vi at få igen. Forhåbentlig går der ikke alt for lang tid, før vi kan fortælle mere om udviklingen af Havhuset.